Almuevennen.dk

Dette var endnu en – forhåbentligt den sidste – bestået/ikke-bestået eksamen. Universitetet sender et klart signal til de studerende, når de udbyder et fag hvor der ikke at forskel på om man får 2 eller 12, nemlig: Tag det bare helt roligt.

Faget bestod af 10 forskellige områder, f.eks. “Statsdannelse”, “Nationalismeteorier”, “Antropologi”, “International Politik” – hvor man til hvert område lige kunne skrabe en bittesmule i overfladen. Aldrig i dybden. Ærgeligt, da visse af tingene var ret spændende, ja, faktisk kunne have fyldt et helt semester ud uden problemer.

Jeg bestod, hvilket var lidt utroligt da der i introduktionen til spørgsmålene står:

I bedømmelsen vil der blive lagt vægt på besvarelsens evne til at gøre redde for kerneelementerne i de til spørgsmålene relaterede teoridannelser og oplyse disse gennem inddragelse af analytiske eksempler.

I besvarelsen om imperier anvendte jeg kun én af de tekster vi havde fået udleveret, og i ingen af mine besvarelser inddrog jeg eksempler. Men alligevel bestod jeg. Uforståeligt.

Men omvendt. Det var blevet meldt ud, at vi ville få 2 spørgsmål der hver handlede om et forskelligt tema, og med en bestået/ikke-bestået eksamen er det eneste krav således blot at man møder op til eksamen, gerne med en håndfuld noter (eventuelt nogen andre har lavet), og derefter refererer lidt hist og her til teksterne fra pensum.

De generelle ting der gør sig gældende for opgaverne på denne blog.

Samfunds- og kulturvidenskabelige tilgange til historien

Dette er min besvarelse til den vigtigste eksamen på bachelordelen, hvis man skal lytte til de kloge. Ofte er eksamen blevet kaldt “det københavnske blodbad” pga. dumpeprocenten.

Jeg skrev en gevaldig lang opgave, meget længere end mine tidligere metodeopgaver, mest fordi jeg følte et behov for at udpensle for en censor at “ja, jeg har set der står dét på linie dét”.

Det gik OK, da jeg fik et noget overraskende 12-tal. Opgaven er lidt plaget af dumme skrivefejl, men da den skulle udarbejdes i perioden fra onsdag morgen klokken 9 til fredag klokken 15 er det måske forståeligt.

Ting jeg fik med i bagagen fra opgaven:

1) Man kan godt skrive langt, uden at skrive så forfærdeligt meget.

2) Det er uhensigtsmæssigt at aftale et besøg af en elektriker samme dag, som man får en eksamensopgave udleveret. Uden denne dumhed, havde jeg måske lavet færre fejl. Og fået skrevet en mere koncis opgave.

De generelle ting der gør sig gældende for opgaverne på denne blog.

Download opgaven:
Regeringsskiftet i Storbritannien i maj 1940

Dette er min første synopsis på universitetet. Indenfor området “Dansk og nordisk udenrigspolitik i den kolde krigs belysning” skulle vi skrive en synopsis på 3 normalsider om et selvvalgt emne.

Da det igennem semestret lykkedes underviserne at frarøve mig enhver fascination af sikkerhedspolitik, endte jeg med at skrive en opgave om Danmarks tilslutning til EU. Min oprindelige inspiration var Morten Messerschmidts udsendelse ved DR, men jeg fandt ved læsningen mere interesse for de overordnede integrationsteorier mv.

Resultatet blev et fokus på Dansk Europapolik 1961 til 1975. Hvorfor den ikke sluttede “det naturlige sted” i 1973, er forklaret i synopsen.

Synopsen er skrevet lidt “frisk-fyrs-agtigt”, uden fodnoter (som ønsket af underviser), uden særligt fokus på den valgte periode og dermed med en solid tro på at synopsen ikke indgår i karaktérgivningen jf. studieordningen. Produktet er til gengæld ganske underholdende, omend det formentligt kræver en hvis indsigt i emnet for at man fanger de slet skjulte henvisninger til dette og hint.

Petitum er næsten udelukkende baseret på “egne” kilder, al den stund at jeg bad om godkendelse for det inden underviserne uploadede deres forslag.

UPDATE 27. januar 2012: Fik 12 til den mundtlige eksamen. Valgte dog en mindre jovial stil, end hvad synopsen lagde op til.

De generelle ting der gør sig gældende for opgaverne på denne blog.

Download synopsis:
Dansk Europapolitik 1961 – 1975

Download petitum:
Dansk Europapolitik 1961 – 1975 Petitum

Anno 2011.

Det er ikke kun kvaliteten af spørgeskemaer, KUBIS har svært ved at sikre. Deltagernes anonymitet er også en svær ting at håndtere.

Mailen man modtog med invitation til at deltage i brugerundersøgelsen lød som følger:

Københavns Universitets Biblioteks- og Informationsservice – KUBIS

Kære biblioteksbruger,

Hjælp os med at gøre biblioteket bedre – og deltag i årets brugerundersøgelse, det tager ca. 5 minutter.
Undersøgelsen er anonym, men hvis du vil deltage i konkurrencen om tre iPad 2, så skriv også dit navn og din mailadresse nederst i spørgeskemaet og vær med i lodtrækningen d. 14. december. Alle konkurrencedata slettes så snart vinderen er fundet.

Venlig hilsen
Michael xxx
Universitetsbibliotekar

Samme tekst blev gentaget på engelsk. Efter en kort undersøgelse af denne “anonymitet” forfattede jeg en mail til afsenderen:

Kære Michael xxx,

Jeg har modtaget 2 mails med dig som afsender, hvor KUBIS ønsker at undersøge brugernes tilfredshed.

Jeg har udfyldt skemaet, og samtidigt angivet navn + email i den sidste kasse, da jeg gerne står ved min besvarelse.

Dog er der én ting som undrer mig. Du skriver i mailen:

“[..]
Undersøgelsen er anonym,
[..]
Your answers will be completely anonymous
[..]”

Og giver i mailen samtidigt udtryk for, at man skal angive navn og adresse til sidst i skemaet, hvis man vil deltage i konkurrencen om en iPad 2. Noget der også signalerer anonymitet.

Men hvad betragter du som “completely anonymous”?

Jeg har en smule kendskab til Rambølls surveyXact værktøj, og bemærker at de links der er inkluderet i mailen netop sikrer at I kan identificere respondenterne. De enkelte besvarelser bliver koblet op på personens email (via “nøglen” i URLen i emailen), og det er således muligt for jer at se emailadressen på de enkelte besvarelser.

Hvis I ønsker det, kan I således tage de 10 sureste besvarelser, slå emailadresserne på respondenterne op hos surveyXact, og derefter slå dem op i Jeres eget system. Da man er oprettet med CPR-nummer osv. hos KB, kan I således finde CPR-nummer, adresse osv. på respondenterne.

Det er naturligvis ikke kun de sure respondenter, I kan finde identiteten på, men alle der besvarer undersøgelsen.

Er det i lys af dette ikke særdeles problematisk, at der i mailen bliver lovet fuld anonymitet, medmindre folk selv opgiver deres navn?

Det er for mig hip som hap, om I laver en anonym undersøgelse eller ej. Men det er særdeles problematisk, at I lover folk anonymitet, når I ret nemt kan finde identiteten bag hvert udfyldt skema. Bare fordi I ikke /ønsker/ at identificere folk, så har I bevaret muligheden. Meget interessant, da surveyXact værktøjet ellers giver mulighed for at “udelukke” sig selv fra identificérbare data når man opretter undersøgelser i systemet.

Med venlig hilsen,

Anders

Jeg fik først et svar, hvor modtageren synes en smule konfus over min pointe. Men han videresendte mailen til ham der praktisk havde stået for oprettelsen af undersøgelsen, hvorfra jeg fik følgende svar:

Kære Anders

Det er korrekt at vi i princippet har mulighed for at efterspore præcis hvem der har givet hvilke svar. Faciliteterne til fuldstændig anonym udsendelse har vi desværre ikke været helt så opmærksomme på som vi måske burde. Det er dog sket med et formål, som jeg vender tilbage til.

Men jeg kan beskrive proceduren for hvordan vi efterfølgende behandler de personhenførbare data.

Den 13. december, når undersøgelsen lukkes, eksporteres samtlige data fra SurveyXact. Det har vist sig at ca. 8% af de mailadresser vi har i vores brugerbase, som har dannet grundlag for udsendelsen, ikke er opdaterede, eller direkte forkerte, og derfor “bouncer” mailen. Disse mailadresser sorteres fra, og det er med det formål, at mailadresserne kan spores i besvarelserne.
Herefter foretager vi lodtrækningen blandt de respondenter der har opgivet adresse, og når vinderne er fundet, slettes såvel mailadresser og oplyste postadresser. Datamaterialet i SurveyXact slettes ligeledes, og besvarelserne, nu uden mail- og postadresser, uploades igen, med henblik på at udnytte de rapporteringsværktøjer der ligger i systemet, og som er bedre end hvad Excel kan tilbyde os. Det videre analysearbejde foretages således uden at vi har adgang til hverken mail- eller postadreser.

Jeg vil gerne takke dig for at have henledt vores opmærksomhed på dette emne, og vi vil i fremtidige undersøgelser beskrive denne anonymiseringsprocedure i udsendelsen af mails. Det lyder som om du har et godt kendskab til SurveyXact, og hvis du har tips og tricks til hvordan vi kan optimere processen yderligere vil jeg være taknemmelig, om du ville dele dem med os.

Med venlig hilsen,
Christian xxx

Jeg må give KUBIS cadeau for deres evne til at dreje tingene i eget favør, ligesom vi så med selve udformningen af undersøgelsen. Men svaret giver desværre ikke mening, selvom det søger at forklare den manglende anonymitet med en kombination af inkompetence og imødekommenhed.

At de ikke har været opmærksomme på muligheden for anonymitet (især da den pointeres i deres mails) er utroligt, da det ellers er let at aktivere og veldokumenteret i manualen. Det skulle i øvrigt endda være inkluderet i det gratis kursus der bliver tilbudt af surveyXact.

Det må betragtes som en søforklaring, at de skal bruges folks emailadresser til at sortere besvarelser fra fra emails hvor deres invitation til undersøgelsen er bounced. Hvis en email ikke eksisterer, bliver der selvsagt ikke udfyldt et skema med IDet for den mail, og der er således ikke noget at sortere fra. Forklaringen med at de henter alle datane ned (incl. emailadresser), for derefter at slette mailadresser og derefter uploade dem igen for at lave analysen virker ret… usandsynlig.

Hvor jeg oprindeligt tilskrev deres dårlige spørgeteknik inkompetence og deres ikke-anonyme undersøgelse ren ondskab, er jeg ved at hælde til at der i begge tilfælde må være tale om inkompetence. Ellers ville de ikke forsøge at overbevise mig med en forklaring, der åbenlyst ikke hænger sammen.

Jeg besøgte i dag Rigsarkivet sammen med Dansk Datahistorisk Forening. Rigsarkivet har styr på vores fælles arv, og det er meget betryggende.

Fokus var på håndtering af den digitale kulturarv. I modsætning til “i gamle dage” modtager Rigsarkivet nu mere information digitalt end på papir, hvilket giver lidt udfordringer. Alene det at få kommuner og statslige institutioner til at levere vel-formateret data var en større proces, men noget man efterhånden havde godt styr på. Danmark var foregangsland.

Der bliver lyttet og reflekteret over et spørgsmål.

Når man har modtaget, kontrolleret og verificeret datane, skal de opbevares. For at reducere muligheden for datatab, så processen cirka således ud:

1) Der brændes 2 DVDer. DVD-skiverne bliver indkøbt i batches af 600 ad gangen. Kvaliteten testes ved hvert indkøb, så man sikrer sig at kvaliteten er i orden. Der brændes kun 3,1GB på hver disk, så der er 1cm fri yderst på hver DVD, da det normalt er der fejl opstår.

2) DVDerne opbevares på 2 forskellige fysiske lokationer i København.

3) Efterfølgende sendes det anvendte disk image via internettet til Statsbiblioteket i Århus (naturligvis vel-krypteret). I Århus opbevares datane både på harddiske og på tape backup.

4) Der bliver ved alle steps foretaget checksum tests. Datane opbevares krypteret.

5) Løbende laver man stikprøver af de diske man allerede har i arkivet, for at se om de degraderer. Det er endnu ikke blevet observeret degration, men de opbevares også i klimakontrollerede rum.

6) Man regner med at ingen af DVDerne skal holde mere end 10 år. Man evaluerer hele tiden på struktur og medievalg, og man skifter nok til blu-ray.

7) Istedet for firewalls og konfigurering og bøvl, valgte man den simple løsning: 2 separate netværk med fysisk adskillelse.

Generelt havde de bare godt styr på det. Alt var simpelt, back-to-basics, og ikke noget fancy “så klikker vi på den her knap, og så klarer systemet det hele”. Det var fascinerende at opleve, hvordan selv spørgsmål fra en af Danmarks kvikkeste hoveder blev besvaret med “Det har vi tænkt på, men fordi [...] har vi valgt at [...]“.

Som en lille side-note kan nævnes, at de generelt anvendte open source (dog Windows klienter..) og egen-udviklet software til hele processen.

Ved siden af studierne på historie, følger jeg dette semester også 2 matematikkurser på datalogi, som dog bliver forestået af undervisere fra Institut for Matematiske Fag. Jeg er just startet på kurset “Linear Algebra”, hvor vi denne uge har haft glæden af en særdeles sprudlende forelæser. Det er skønt med en entusiastisk underviser!

Men hvad gør man, når man som forelæser gerne vil sikre sig at folk i det mindste har forstået det essentielle i stoffet?

En løsning kan være den, som jeg blev introduceret for på dette kursus: Alle studerende udstyres med 4 farvede kort: Rød, gul, grøn og blå. Fra tid til anden i løbet af forelæsningen bliver der stillet et spørgsmål med 3 farvede svarmuligheder og en “ved ikke”, og efter 10-20 sekunders diskussion med sidemanden skal man på brystet markere hvad man mener det rigtige svar er. Helst på brystet, da de bagerste rækker således ikke kan kopiere de forreste.

Instant feedback, og mulighed for underviser til at gentage ting, som en større del af forsamlingen ikke måtte have forstået.

Pause i forelæsningen. Det sidste spørgsmål inden pausen kan ses på powerpoint.

Deltog i dag i en konference arrangeret af DPU om Det Tredje Rum: Teknologi og Sundhed. Beskrivelsen lød mægtig interessant, da jeg selv er glad for samspillet mellem videnskab, teknologi og samfund – ofte blot betegnet STS.

Oplægget af Peter Danholt var spændende, men samtidigt uforløsende. Det var i høj grad baseret på bogen New Medical Technologies and Society: Reordering Life. Når man kan se et foster på en scanning, har det betydning for vores opfattelse af “mennesket”. Ja. Når man kan foretage kunstig befrugtning, både indenfor og udenfor livmoderen, har det betydning for vores opfattelse af hvad et “menneske” er. Ja. Når der kan foretages transplantationer af humane organer og den biomekaniske ingeniørkunst vinder frem, ændrer det vores opfattelse af “mennesket”. Ja. Selvfølgeligt har de ting indflydelse på vores syn på hvad der forståes med “menneske”, men alle pointerne kunne følges op med spørgsmålet: “Men hvilken betydning, og hvad så?”.

Både Bauman og Latour blev nævnt, samt en række andre jeg har glemt allerede. Der er som sådan ikke noget galt med et oplæg der medfører flere spørgsmål end svar – ofte kan det være de mest interessante – men oplægget var desværre bare for teoretisk for min smag.

Kæden hoppede dog først af, da tovholder på konferencen begyndte at tale om “Cyborg-metaforens indflydelse på feministisk technoscience“. Og nej, det er ikke et begreb jeg har opfundet for at gøre grin med hende, men et åbenbart seriøst forskningsfelt. Samtidigt var der en ublu fascination af John Brockman at spore (ophavsmanden til begrebet “Det Tredje Rum”, som mener naturvidenskaberne slår alt og humanisterne godt kan pakke sammen. Og at USA i øvrigt, eller netop derfor, slår Europa og Asien hvad intellektualitet angår nu om dage. Konferencen startede med et Powerpoint slide med følgende citat fra den gode Brockman:

Science is the most accurate way of gaining knowledge about anything, whether it is the human spirit, the role of great men and women in history, or the structure of DNA. Humanities scholars and historians who spurn it condemn themselves to second-rate status and produce unreliable results.

Man skal høre meget, inden ørene falder af.

Sociologien kan tilbyde alle andre videnskaber SÅ meget. Men hvorfor er det man i miljøet lader alle mulige crackpot teorier få gang på jorden? Det betyder at man som ikke-sociolog konsekvent skal holde sig sociologiske teorier der er mindre end 25 år gamle, da man ellers risikerer at sidde med på den vogn der er på vej helt ud i hampen.

Selv når man skriver akronymet ud til Københavns Universitets Biblioteks- og Informationsservice bliver man ikke meget klogere. Men kort sagt er KUBIS et samarbejde mellem Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek.

Fra tid til anden laver de brugerundersøgelser. Problemet med sådanne er bare, at man risikerer at få negativ feedback. Dette har KUBIS dog løst på ganske elegant vis.

Først beder de dig angive dit foretrukne bibliotek:

Derefter beder de dig evaluere på dit foretrukne bibliotek:

Og således sikrer de sig udelukkende positiv feedback, for ens foretrukne bibliotek ligger ganske naturligt ikke i den “Meget dårlig”e ende.

Skrev en lille kommentar i fritekst-feltet til sidst i undersøgelsen.

Jeg har kun godt at sige om SAXO/Historie-biblioteket, så denne kommentar er generel:

Et spørgeskema som dette kan ikke medføre andet end positiv respons. Først beder I folk angive deres FORETRUKNE bibliotek, og derefter beder I folk give det valgte bibliotek karakter.

Det kan jo ikke medføre andet end meget positive svar, da et bibliotek man ville bedømme negativt selvsagt ikke er ens foretrukne.

Så hvis denne undersøgelse har til formål at rapportere brugertilfredsheden til ledelsen, må jeg bare sige: BRAVO! Spørgsmålstilleren har ganske diskret sikret sig, at man udelukkende får positive tilbagemeldinger i de kvantitative svarmuligheder (og hvor mange i ledelsen læser de kvalitative svar, som dette?).

Så I er sikret jer et Excel-ark og et søjlediagram, hvor alle svar vil være placeret i “god” eller “meget god”.

Havde I ønsket at finde ud af hvad der kunne gøres bedre, kunnet I have stillet spørgsmålet:

Hvad er det nærmeste KUBIS bibliotek du kender, som du ikke bruger og hvorfor?

Og fået svar som:

Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, da:

1) det i højere grad ligner resultatet af en post-modernistisk arkitektkonkurrence, end et bibliotek hvor formålet er at facilitere brugernes vidensakkumulering.

2) det gør ondt helt ind i sjælen at tænke på, hvor mange lokaler med 4-6 studiepladser der kunne være blevet indrettet hvis der ikke skulle være “hul” op igennem alle etagerne.

3) man ikke kan sidde og læse i en bog uforstyrret i de store læseområder med store konferenceborde, da flowet af mennesker til og fra området er kontinuerligt. Et problem der kunne være løst, hvis arkitetekten havde inddraget den ikke særligt moderne opfindelse kaldet “vægge”.

Og dérfor er SAXO/Historie-biblioteket mit foretrukne. Det er nemlig alt det, som KUBIS-klodsen ikke er: Et hyggeligt sted, med bøgerne i fokus og mulighed for uforstyrret fordybelse. Sålænge det varer. Det kommende sammenlagte bibliotek er formentligt også designet af en arkitekt der har forstået konceptet “fra forskning til faktura“: Jo mindre tid man bruger på forskning i brugernes behov, jo hurtigere kan man sende en faktura.

Jeg tror ikke jeg vinder den udloddede iPad 2, som alle der udfylder undersøgelsen ellers deltager i lige konkurrence om.

Opdatering: Viser sig at KUBIS har langt større problemer.

Niall Ferguson var for nyligt gæst hos Stephen Colbert, i forbindelse med den amerikanske udgivelse af hans bog Civilization: The West and the Rest. Spol frem til omkring 15:50.

Han er dejligt forfriskende, da han på ingen måder lider under “white guilt”. Hans måske mest kendte værk er formentligt Empire: How Britain Made the Modern World, som der også er lavet en dokumentar over i 6 dele. Introduktionen til 6. afsnit lyder som følger:

In 1937 the Chinese city of Nanking fell to imperial forces. As the empire extended it’s grip over Asia, the army ran amok. 300.000 civilians were killed. Up to 80.000 women were raped. In grotesque scenes of torture, some prisoners were hung by their tongues from meat hooks.

This was imperialism at it’s very worst. But of course it was carried out not by British imperial forces, but by the Japanese. The rape of Nanking revealed the true face of the leading alternative to British rule in the 1930s in all its hideousness.

The downfall of the British empire is often attributed to nationalist movements. We think of Gandhi in India or Sinn Fein in Ireland. We’re used to being told, that the empire was the bad guy. The so-called freedom fighters were the heroes. But in truth, British rule wasn’t overthrown as punishment for wickedness, on the contrary, in the 20th century, the British empire would justify its existence, by coming to the rescue of civilization. It would fight, and fight again, against far nastier rival empires.

What really killed of the British empire, was the staggering cost of doing the right thing. The effort left it bankrupt, owing billions of dollars. And that was why the heir to Britain’s global power, would be it’s most successful former colony.

Dette afsnit, og alle de andre, kan ses på YouTube. Det er værd at se forskellen på Ferguson’s holdning til imperiet i Afrika, og så en mere normal dansk fortælling.

At sige ligeud, at den britiske tilstedeværelse var en positiv ting for kolonierne, er vist noget nær det nærmeste man kommer helligbrøde. Man kan roligt sige, at Niall Ferguson næppe er i kridthuset hos de politiske korrekte.